27År

Jeg blev uønsket gradvid kort efter, jeg blev 18. Dengang fik jeg en provokeret abort og jeg var ikke et sekund i tvivl. Det var slet ikke det rigtige tidspunkt, jeg var slet ikke klar. Jeg ville bare ikke have et barn. I år blev jeg gravid med min faste partner og vi havde egentligt ønsket os at få barn nu - objektivt set er det ligesom et godt tidspunkt og mine forældre presser noget på. Jeg tror, mange barnløse i vores alder har samme tanker og oplevelse. Men der var ingen lykkefølelse, da jeg tog en positiv graviditetstest. Kun panik og angst. Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop. Vi brugte en uges tid på at snakke om det og prøve at lande i det, men det føltes så forkert. Det blev ikke nemmere af, at jeg havde konstant kvalme. Derfor fik jeg en provokeret abort. Jeg er 27 og jeg fortryder absolut ikke, at jeg tog dét valg. Jeg er taknemmelig for at bo et sted, hvor vi har dén ret, dén autonomi over egen oplevelse og krop. Men jeg kan godt være lidt bekymret for, om jeg nogensinde bliver klar til at gennemgå en graviditet og føde et barn. Vi vil stadig begge gerne have børn, men ikke lige nu. Vi har snakket om, om vi i stedet for skal adoptere. Min oplevelse med graviditeten i år har sat mange tanker i gang hos mig og jeg har mange blandede følelser. Både om, hvad det vil sige at være mor, kvinde, forælder i det hele taget og familie. Jeg mangler nogen, jeg kan spejle mig i i min søgen på, hvad der er rigtigt for mig og os som par og familie. Men jeg fortryder ikke et sekund, at jeg begge gange fik provokeret abort. Det har været det rigtige for mig.

Abortfortællinger