39År

Abort dagen efter min 37-års fødselsdag.

Jeg ønskede inderligt at få barn nr. 3. Min kæreste delte på ingen måde dette ønske. Da jeg skulle have skiftet min spiral valgte jeg ikke at få en ny sat op med det samme for at se, om det ville øge min sexlyst. Det gjorde det. Vi afholdte os fra at have sex i perioderne med ægløsning, men der var en enkelt smutter. Jeg håbede, at jeg ville blive gravid, og at min kæreste ville ændre holdning, men troede ikke rigtig på, at en graviditet ville indfinde sig, eftersom det ikke havde været så let med vores to børn.

Det skete dog. Jeg tog en test juleaften, som var positiv, men turde ikke fortælle det til min kæreste. Den 26. januar fortalte jeg det. Nyheden var ilde hørt. Han ønskede ikke barn nr. 3 af mange grunde. Han mente bl.a. at det ville ødelægge vores forhold, da han var meget presset af sit arbejde, at det ville få negative konsekvenser for vores to børn i form af mangel på opmærksomhed osv. osv. Vores økonomi er god, så det var ikke en af årsagerne.

Jeg var meget meget i tvivl. Vi aftalte derfor, at jeg skulle få en tidlig scanning for i det mindste at sikre os, at der kun var ét foster og for at se, om der overhovedet var hjertelyd.

Jeg tog selv hen på klinikken. Den søde jordemoder fandt hjertelyd fra ét foster og ønskede mig tillykke. Jeg fortalte, at min kæreste ikke ville beholde det. Jordemoderen mente nu nok, at han kunne overtales, og at vi begge ville blive glade, når først barnet kom til verden.

Det finder vi aldrig ud af, for han stod hårdt på, at jeg ville ødelægge vores familie, hvis jeg valgte at gå graviditeten ud.

Der gik yderligere nogle uger, og der skulle træffes et valg.

Jeg valgte en abort af den simple årsag, at jeg ikke havde forsøgt at snyde min kæreste og så var blevet gravid. Jeg havde hele tiden vidst, at han ikke ville have flere børn. Det var den rigtige beslutning for vores forhold og overfor ham, og jeg har ikke dårlig samvittighed over, at jeg fik aborten, men jeg lå i sengen på min 37-års fødselsdag og græd ved tanken om, at jeg på min fødselsdag var gravid, og den næste dag ville jeg selv gøre en ende på det.

Selve aborten var ikke slem rent fysisk, men mentalt har den sat sine spor.

Nu er jeg 39 og drømmer nogle gange om at forlade min kæreste og få et tredje barn alene.

Det kommer ikke til at ske, for jeg vil ikke undvære vores to dejlige børn hver anden uge i en 7-7 ordning pga. et egoistisk ønske om et tredje barn.

Min veninde har et barn, der blev født meget tæt på min terminsdato. Nogle gange ønsker jeg, at jeg også havde et barn på hendes alder. Andre gange er jeg yderst taknemmelig for, at vi er ovre perioden med småbørn. Vores yngste er 7 nu og livet er meget lettere.

Jeg tror aldrig arret på sjælen helt forsvinder.

Jeg håber, nogen kan bruge min fortælling til noget. Om ikke andet er det en befrielse at få den skrevet ned.

Abortfortællinger