44År

Jeg fik en kronisk diagnose og har vidst siden 2004 , hvor jeg var blevet 24 år, at der var 50% chance for at give mine gener videre . Ydermere har jeg altid ment , at når man bringer børn til verden skal man have noget at tilbyde og det havde jeg ikke med alt det sygdom. Jeg mente på ingen måde heller, at min egen familie var opbakkende nok til at kunne være en støtte i det at få familie. Så jeg tog den beslutning, at jeg ikke vil have børn, desværre vil man ikke bare fjerne eller binde æggestokkene og lukke for muligheden. Sundhedssystemet , De er helt vilde med den tanke : "hvad nu hvis", hvilket er meget dømmende at man ikke selv må bestemme. Jeg bliver ikke rask eller får nye gener. Det er ikke noget , hvad nu hvis for mig!

Jeg passede naturligvis på , men da uheldet var ude og selvom jeg tog en fortrydelsespille, så blev jeg gravid. Det var naturligvis noget helt andet, når man pludselig stod og var gravid "i virkeligheden". Men jeg efter mit besøg ved lægen der henviste mig til en gynækologisk klinik, så var jeg så sikker i min sag. Jeg fik en rigtig god modtagelse og hele mit forløb var meget trygt og godt. Sygeplejersken og gynækologen var så super forstående og meldte ud, at de aldrig have mødt en der var så sikker i sin sag og at jeg psykisk jo ikke var ude i tovene , at jeg var ret rolig og klar på hvad det var jeg valgte. Jeg fik en medicinsk abort og det gik rigtig godt. Jeg var derhjemme på sofaen med en veninde, take away og en masse af alle mine ynglingssnack, film og hygge omkring mig.Jeg har aldrig fortrudt mit valg. Det var nærmere alle omkring mig der havde det svært med den abort, ham jeg var sammen med ( vi datede kun , blev aldrig kærester, men er stadig bedste venner idag), min familie og alle andre der var meget opsat på jeg da skulle have et barn, de stillede alle de der spørgsmål: kommer man til at fortryde og en masse andet crap man egentlig ikke kan bruge. Plus 5 af mine veninder var allerede mødre og jeg var både tante og moster og elsker børn. Men det var ikke nemt at skulle høre alle folks meninger om abort. Hvorfor skal folk have meninger eller ønsker til ens krop? Jeg ønskede naturligvis stadig at blive mor, jeg håbede længe på muligheden for at adoptere, hvilket er svært med en kronisk diagnose. Så det blev faktisk sådan at jeg hurtigt vidste, at jeg ikke skal have børn på nogen måde! Hvilket også er et emne mange har meninger om ! Men mit liv endte med jeg har taget mig af mange hundrede børn via mit arbejde, jeg er tante /moster til så mange af mine venners børn. Og så blev jeg aflastningsmor til en pige, jeg stadig har hver dag i mit liv, selvom hun nu er 18 år. Jeg føler mig heldig , at vi kan vælge abort og jeg føler mig meget taknemmelig for, at den klinik jeg var på, skabte et super forløb for mig. Og mit opråb til alle er, lyt ikke til andre, andre skal ikke have meninger eller ønsker for din krop. Og det er vores ret at sige NEJ!

Abortfortællinger