Selv om det var for 10 år siden, kan jeg stadig huske den følelse jeg fik, da jeg kiggede på min positive graviditetstest. Rædsel, panik og afsky. Der er noget i mig, som ikke er mig. Det var, som om min krop blev taget fra mig, og skal nu tjene et andet formål.

Jeg var 23 år gammel, har lige flyttet til Denmark for at være praktikant og få min kandidatgrad. På dette tidspunkt vidste jeg kun i et par måneder, at abort var lovlig og frit tilgængelig - sådan var det ikke i landet, jeg flyttede fra. Der ville jeg være tvunget til at have et barn. Her kunne jeg fravælge.

Hele processen var ikke i det mindste behagelig. Jeg inviterede en veninde i et forsøg på at gøre hele situationen til en filmaften. Jeg har købt en masse slik og snacks. Da jeg har fået det dårligt på grund af smerter, stoppede vi filmen. Indtil i dag er jeg aldrig blevet færdig med at se ‘Drive’. Jeg kunne ikke spise Pringles i årevis.

Det er svært at tale om de følelser jeg fik nogle dage efter. Lettelse, glæde, men også skam - i min kultur var abort jo det værste man kunne gøre i sit liv. Man kunne gå til fængsel for dette. Jeg følte, at jeg lykkedes med en forbrydelse uden at blive opdaget.

Jeg fortryder det overhovedet ikke. Det var en af de bedste beslutninger i mit liv. Ovenikøbet har det gjort mig mere bevidst om min manglende interesse for at få børn, samt fik mig til at passe mere på mit reproduktive helbred. Jeg fortæller denne historie til alle, som gider at lytte, fordi jeg stadig mener, at alt i alt er den positiv.

Abortfortællinger