Anne.

Kender du følelsen af at være gravid og have lyst til at tage livet af sig selv? Det gør jeg desværre, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. 

Det gik allerede skævt, da graviditetsblodprøven tikkede ind. Jeg stirrede på resultatet, der til min store skræk viste, at mine tal var ‘uden for normalen.’ For det første tog det mig en rum tid at finde ud af, at ‘udenfor normalen’ blot betød, at jeg var gravid og ikke alvorligt syg. For det andet troede jeg, at den surrealistiske fornemmelse og øjeblikkelige følelseslammelse, min graviditet havde affødt, var forbigående. Men der tog jeg fejl. 

Jeg husker, at jeg gik en tur i regnen, stoppede op under en markise og gloede apatisk ud i luften, mens regndråber ramte mine sko. Der var absolut ingen følelser inden i mig. Ingen glæde, ingen tårer, ingenting. Og heller ingen lyst til at dele nyheden med familie og venner. Var det her normalt? Jeg havde jo endda været i fertilitetsbehandling som singlekvinde i en længere periode og nu opnået det ønskede resultat. Jeg havde set andre kvinder poste glade updates af deres graviditeter på sociale medier, tælle dage ned og juble. Men ikke mig. I stedet begyndte en nagende følelse af panik at brede sig. Noget føltes forkert. 

Og så brød angsten ud et par dage senere. Jeg vågnede hver morgen til, hvad jeg vil betegne som et flammende helvede. Jeg græd ukontrollabelt fra tidlig morgen til sen aften. Min verden var grå på trods af de solstråler, der tittede ind ad mit vindue. Jeg havde ondt i hele kroppen og mistede lysten til at spise, på trods af at jeg næsten var sparet for kvalme. Min angst føltes, som om en usynlig person stod med en pistol for min tinding og truede med at skyde. Jeg kunne ikke længere genkende mit ansigt eller mine bryster i spejlet og undgik at kigge. Der stod jo et helt andet menneske derinde. En uhyggelig zombie. Og så kom aggressionerne og ensomheden. Jeg, som ellers altid havde været stille og rolig, begyndte nu at føle en blanding af stærk vrede og afgrundsdyb ensomhed. Som om jeg stod på bunden af en brønd, helt alene i verden, og skreg og skreg, og ingen reagerede. 

Jeg begyndte at bilde mig selv ind, at alt, hvad jeg indtog, skadede barnet. Måske spiste jeg for lidt. Måske spiste jeg for meget. Måske var det for usundt. Måske for sundt. Kun to uger efter den positive graviditetstest havde jeg udviklet alvorlige symptomer på alt fra spiseforstyrrelse til identitetsforvirring og panikanfald. Lyden af barnelatter og barnegråd og ord som ‘mor’, ‘baby’ og ‘tillykke’ skar som issyle gennem min hjerne. Jeg havde kun fortalt få veninder om graviditeten og de begyndende tanker om abort, men de stivnede alle i ren forvirring. Hvorfor responderede jeg ikke positivt på en graviditet? 

For at gøre ondt værre arbejdede jeg hjemme under corona og boede lige ved siden af en børnehave, hvor ungerne skreg fra morgen til aften. Jeg havde svært ved at passe mit arbejde og udvise overskud og nogle gange flygtede jeg ud på gaden, men hvor end jeg kiggede hen, var kvinder pludselig gravide eller løb rundt med barnevogne. På sociale medier var der ikke andet end glade gravide kvinder eller billeder af børn. Jeg begyndte at føle, at mit liv var en gyserfilm. 

Og så fik jeg lyst til at slå mig ihjel. Jeg skammede mig simpelthen så dybt over min manglende begejstring for graviditeten. Jeg overvejede, om jeg skulle træde ud foran en bil på den befærdede vej, jeg boede i nærheden af. Eller hoppe ud foran et tog. Jeg, som altid havde tænkt, at det var egoistisk at lade en anden person tage ens liv, begyndte nu at finde tryghed i den ‘engel’, der ville befri mig fra mine lidelser. En lille snert af mig ønskede dog stadig at leve, så jeg ringede til Livslinien tre dage i træk, men uden at komme igennem. Min hjerne føltes som en harddisk i gang med at slette alle rationelle tanker uden at ane med hvilken hastighed. Det var et kapløb med tiden, inden jeg mistede al kontrol. 

Jeg så kun to udveje. Enten kunne jeg tage livet af mig selv eller få en abort. Valget faldt på kirurgisk abort, da jeg ikke følte mig i stand til at være vågen under forløbet.

Men så begyndte chokket over det danske sundhedsvæsen for alvor. For nu blev jeg mødt af både himmelvendte øjne og snerrende læger, der nægtede at hjælpe mig med den abortform, der passede til mig og min tilstand. Jeg havde et kort møde med psykiatrisk afdeling, der mente, at ulykkelige graviditeter mere eller mindre var noget pjat. For man kunne jo bare få en abort, og så var alle problemer løst. Og så var der sygeplejersken, der slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke bare fuldførte graviditeten og gav barnet væk. Set i bakspejlet var det en fejl, at jeg mødte sundhedsvæsenet helt alene og uden en bisidder. Fri abort ser godt ud på papiret, men jeg mærkede ikke det samme i praksis. 

Jeg kan ikke beskrive, hvor ondt det gjorde ikke at blive mødt med forståelse. Mine tanker var så mørke, at de kunne have kostet mig livet. Kun få gange mærkede jeg omsorg og et par lyttende ører. For eksempel når lægerne vendte skærmen bort fra mig under scanninger, så jeg ikke behøvede at se fostret. Jeg husker også den lægesekretær, der venligt sagde, at jeg ikke psykisk var i stand til at være vågen under en abort, og lægen på hospitalet, der med det samme genkendte alle mine symptomer og indstillede mig til kirurgisk abort. Hun havde dog en nedslående nyhed. Selvom hun havde mødt flere kvinder i samme situation, så var der ingen hjælp at få til den psykiske del. Hun havde overhovedet ingen andre steder at sende mig hen end ind på abortbriksen og så hjem igen. 

Aborten gik godt, men jeg har ikke været den samme siden. Graviditeten varede kun i otte uger, men noget i mig vil for altid være forandret. Både synet på mig selv og troen på systemet er knækket. I kølvandet på aborten måtte jeg selv finde ud af, hvad jeg led af. Og lidelsen hedder ‘prænatal depression.’ Det er præcis det samme som en fødselsdepression (postnatal depression), men rammer under graviditet i stedet. Tusindvis og atter tusindvis af danske kvinder rammes årligt, og alligevel er det stadig et kæmpe tabu. 

Åbenbart også for læger, som ikke taler højt om emnet eller gør noget ved det. Men hvorfor? Måske fordi vi ulykkelige gravide er en belastning for samfundet, ikke passer ind i et glansbillede og skræmmer andre kvinder væk fra at ville være gravide? Jeg er stadig rystet over, at jeg ikke kendte til lidelsen, før den ramte mig selv. 

Jeg har flere veninder, der har fået en abort, og jeg har aldrig tænkt en eneste ond tanke om deres valg. Alligevel har jeg talt grimt til mig selv i én uendelig strøm både før, under og efter min egen abort. Jeg var og er en dum, grim, uduelig, elendig og ‘forkert’ kvinde. Jeg tvivler på mine egne evner som mor, på trods af at jeg har stor forståelse for børns følelser. En gang imellem går jeg forbi de bænke, hvor jeg engang sad alene, bange og gravid. Og hver gang giver det et stik i hjertet, for jeg græder for den kvinde, der 

ikke anede, hvor hun skulle henvende sig og ofte ikke blev mødt i sin sorg og frygt. Og som mistede al tro på både sig selv og andre. Den kvinde, der opdagede, at både systemet og hun selv var ‘broken.’ 

Det værste, jeg hørte fra min omgangskreds i den tid, jeg var ulykkeligt gravid, var, at jeg jo ‘åbenlyst ikke kunne lide børn.’ Hvilket ikke giver mening, for hvorfor i alverden skulle jeg ellers være blevet gravid af egen fri vilje? Det andet, jeg har hørt fra sundhedsvæsenet er, at ‘alle ens sorger forsvinder efter en abort,’ hvilket heller ikke er sandt. For følelserne er komplekse og kan rangere mellem lettelse og sorg. En gang imellem tager jeg mig selv i at hviske “undskyld” til det foster, jeg valgte fra, men en del af mig er også lettet over ikke at stå med en baby på armen. Og at jeg stadig lever. Der skal være plads til modsatrettede følelser. Det tog mig lang tid at komme mig over hele oplevelsen, og her mener jeg ikke selve aborten, men det faktum, at den prænatale depression i en periode havde overtaget hele min krop. 

Faktum er: Alle typer af kvinder kan blive ramt af prænatal depression. Og med sikkerhed også mænd. Det har intet at gøre med, om man er i et parforhold eller ej. Faktisk er de fleste kvinder med samme lidelse i et sundt og trygt parforhold. Og ensomhed er et symptom på lidelsen, ligesom tilstoppet næse er et symptom på forkølelse. 

Kvinder, der får provokerede aborter, bliver skudt i skoene, at de uansvarlige. Det postulat finder jeg ret ironisk. Især fordi de anklagede kvinder netop mærker efter, tænker over deres livssituation og tager et valg derefter. Siden hvornår er det blevet uansvarligt? Jeg har siden mødt andre kvinder i samme situation som mig. Kvinder med angst og depression under graviditet eller efter fødsel. 

Vi har intet fælles sprog for angst og depression under graviditet. Det er derfor familie, venner og selv sundhedspersonale slet ikke aner, hvad de skal sige, når man er gravid og ulykkelig. De stivner. Lukker af. Siger alt det forkerte. Og hvordan kan du egentlig tillade dig at være ulykkelig i så lykkelig en situation? Du har selv valgt at blive gravid, ikke? Børn er jo en gave. Du er som kvinde bestemt til at føde børn, så hvad bilder du dig egentlig ind? 

Samfundet er ikke gearet til ulykkelige gravide eller kvinder, der opdager, at graviditet ikke er det rigtige for dem. Men mange kvinder ved jo først, om graviditet er det rigtige, når de står i situationen. I kølvandet på min abort valgte jeg at skifte læge, og hun fortalte, at en bestemt type af antidepressiv medicin kan afhjælpe prænatal depression uden at skade mor og barn. Desværre er den danske abortgrænse på 12 uger simpelthen for lav til, at medicinen kan nå at virke. Det tager nemlig uger eller måneder, inden den fulde effekt er opnået. Havde jeg til gengæld været borger i Sverige, så havde jeg nok kunnet nå at opleve en effekt af medicinen, da deres abortgrænse er væsentligt højere. Desuden mener overraskende mange i sundhedsvæsenet, at 12 uger er nok tid til at tage så stor en beslutning. Det mener jeg ikke. Det er utroligt kort tid, især hvis du først opdager din graviditet efter adskillige uger, skal lande i tanken om din nye tilstand eller opdager en chokerende lidelse som prænatal depression, du lige skal finde hoved og hale i. 

Min psykolog spurgte for nylig, om selve aborten var det mest traumatiske for mig under hele forløbet. Svaret er et klart nej. Det mest traumatiske var vitterligt alt andet. At ingen taler om prænatal depression. At ingen gider gøre noget ved det. At alle stivner ved synet og lyden af en ulykkelig gravid. At jeg aldrig har følt mig mere svigtet og alene i mit liv. Og at jeg fuldstændigt ændrede personlighed under graviditeten. Tænk, at der findes så mange kampagner, der presser kvinder til at blive gravide, men ingen reel hjælp til at gennemføre en psykisk svær graviditet. 

Jeg har endnu ikke fortalt flere i min omgangskreds om min graviditet, for et eller andet sted skammer jeg mig vel stadig. Og jeg skammer mig over at skamme mig. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sparke den følelse ad helvede til.

Denne fortælling indeholder suicidale tanker. Hvis du oplever tanker om selvmord eller selvskade, kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.

Du har ret til en støttesamtale med en uvildig person, både før og efter abort.

På Sex og Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik kan du få støttesamtale både før og efter abort. Du kan bestille tid på 33139113.

Du kan også ringe til Sexlinien for Unge på 70202266 og tale med en rådgiver.

Mødrehjælpens Holdepunkt tilbyder også støttesamtaler både før og efter abort. Du kan kontakte dem på 33458600.

Du kan også tale med din praktiserende læge.

Abortfortællinger