Min abort ligger tilbage i 1981 - altså 42 år siden. Det var en situation, hvor jeg stod overfor at skulle starte på et nyt job i en anden del af landet. Det var jeg ikke parat til at opgive Min kæreste og jeg var ikke klar til at rive alt op og flytte sammen, for han havde også nyt job i en anden del af landet end jeg havde. Vi er iøvrigt gift idag og valgte siden at få børn og tilværelse sammen Jeg valgte aborten, fordi jeg ellers ikke rigtig vidste hvad jeg skulle. Det var faktisk slet ikke nemt - og jeg havde egentlig nogle tanker om, om det ikke var en alt for egoisitisk handling.

Hvad nu hvis jeg ikke kunne få børn efter denne abort? (det har jeg fået, heldigvis) Jeg er ikke religiøs, så mine samvittighedskvaler handlede ikke om det var moralsk rigtig eller forkert. Jeg anså - og anser det heller ikke som at tage et andet menneskes liv. Jeg var bare i tvivl om, om jeg nu egentlig gjorde det rigtige. Ville jeg fortryde, for jeg elskede jo børn og mit fremtidige job var som lærer - det var bare umuligt at overskue på tidspunktet.

Når jeg i dag hører om fx amerikanske politikeres (selvfølgelig mest mænd) argumenter for at afskaffe og forbyde abort, så priser jeg mig lykkelig for, at jeg er født i et land, hvor man har vedtaget, at kvinder selv skal bestemme over deres kroppe og selv tage stilling til det etiske i en abort. Det er, som sagt, ikke nemt, men dog en ting som vi helt og holdent selv skal afgøre Jeg priser mig også lykkelig for, at jeg havde valget - selvom det på ingen måde er, eller var et let valg. Når man tænker på historierne om de illegale aborter og de konsekvenser de havde, så kan jeg kun sige, selvom det vist ikke er formålet med dette, at fri abort bør være en menneskeret. Alle børn bør være ønskebørn - det fortjener de.

Abortfortællinger