Astrid.27År

Jeg fik i 2013 en medicinsk abort, kort efter jeg var fyldt 18. Jeg fortalte mine forældre om graviditeten og de kørte mig til og fra det sygehus, samtalerne og behandlingen skulle foregå på. Det var hårdt. I virkeligheden ville jeg ønske, jeg havde kunnet klare det selv eller bare med min daværende partner - men han var ikke engang med på hospitalet eller da jeg gennemgik aborten. Det var samtidig meget ensomt og med for mange mennesker inde over. Det var også svært, at det var på et hospital. De kæmpestore bygninger, lange, hvide gange og alle de andre mennesker i ventesalen. Min anden medicinske abort fik jeg i år, 2023. Den har jeg ikke fortalt min familie om. Jeg vil ikke have, at de bliver skuffede over, at jeg ikke vil give dem børnebørn nu - og jeg vil ikke have, de skal være skuffede over mig eller betvivle mit valg. Denne gang foregik det hele hos en lille, praktiserende gynækolog-klinik. Det var en bedre oplevelse. Mere nærvær, mindre stress og færre mennesker omkring mig. Jeg var mere tryg i det og følte mig mere støttet og valideret end første gang. Min partner var med til selve aborten, men ikke til samtalerne m.v. op til. Det kunne jeg godt have tænkt mig, at han var - også for hans skyld. Det var praktisk svært for os at prioritere lige dér - men stadig. Jeg tror, det havde været godt at gå igennem det hele sammen. Vi var jo fælles om undfangelsen. Jeg føler, man som frugtbar kvinde går igennem så meget alene med sin krop i forvejen - månedlige blødninger med alt, der følger med, frygten for at blive uønsket gravid, forskellige former for prævention som (for mig) ofte har nogle trælse bivirkninger, og så selve den eventuelle graviditet og abort. Jeg fortryder ikke, at jeg har fået nogen af aborterne - det har været det rigtige valg begge gange. Men jeg kan godt være ked af, at jeg følte mig så fremmedgjort under den første abort. Jeg kan mærke, at det er en oplevelse, som bliver siddende i mig. Og jeg er ked af, at jeg begge gange samtidig følte mig så alene - i midten af det. Selv med en omsorgsfuld partner, som prøvede ar tage del i det og være omsorgsfuld. Måske det havde været rart at have en tæt veninde med. Én, som måske også har gået det igennem eller i hvert fald bedre forstår og kender realiteten af at have en krop, som kan blive gravid, og de følelser, dét kan give, og som ved, hvordan det føles at bløde og have mavekramper og humørsvingninger. Én, som både forstår dele af det bedre og som samtidigt står lidt mere udenfor, end min partner gjorde.

Abortfortællinger