Jeg har fået en abort som 15 årige, en abort jeg følte mig tvunget til og jeg følte ikke jeg havde nogen, at tale om det med efter aborten. Jeg havde også en adfærd der gjord det var svært, at tale med mig og jeg sagde ikke selv noget. Jeg var ensom og ulykkelig og fyldt med skam, for kan man som 15 årige tillade sig, at føle sig som en der mistede er barn når man kun var et barn selv og 6-7 uger henne i graviditeten? Jeg har aldrig talt sådan dybt om det, men da jeg fik nogle diagnoser nævnte jeg det for psykiateren og har et par veninder jeg talt med om det og en søster.

Fortryder jeg aborten? Ja og nej. Idag er jeg næsten 34 år og mor til en pige på 11 år, det blev værre efter jeg fødte for mig, for blev mere op pensonsformue på jeg har fået fjernet mit barn, men jeg var 15 år og blev ikke rigtig taget alvorligt føler jeg. Jeg ved godt jeg kun var et barn, men jeg gjord hvad folk forventede af mig. Jeg fik også en som 20 årige ca, var mit eget valg og har ikke ramt mig på samme måde, for var mere bevidst om hvad jeg gik ind til, og moden. En abort er ikke let og har konsekvenser senere hen.

Da jeg blev gravid uplanlagt med mon datter som 22 årige, vidste jeg en abort er udelukket, hun er mit mirakel og hedder Mira og det bedste valg jeg nogensinde har truffet, og jeg ved også godt havde tingene været anderledes havde jeg heller ikke Mira. Jeg synes det godt med fokus på abort på godt og ondt, jeg er fortaler for fri abort men vi skal være bedre til, at tale om det og de ting der dølger med uanset alder og årsag.

Abortfortællinger