Jeg boede med en kæreste jeg havde boet sammen med ca. ½ år - sammen lidt længere. Jeg gik med tanker om at slå op, da jeg så de to streger. Jeg havde et ønske om børn, men ønskede det skulle være med en partner (da jeg kunne se på min mor hvor svært det var at være alene). Jeg var i 9 uge og skulle tage en beslutning - og ikke en nem en.

Mange snakke og gåture med min mor og færrer med min (daværende) kæreste. Hans tilbagevændene kommentar var at "det er dit valg..." selv når jeg bad om hans mening. Vi havde snakket om familie i fremtiden, men jeg havde hele tiden sagt at jeg skulle være sikker på forholdet før jeg ville bringe et barn ind i det. Jeg ønskede ikke at dele det hele med nogen (ud over min min mor, én veninde og ham) før beslutningen var taget. Jeg havde ringet til veninden da jeg opdagede det, da han ikke var hjemme, og jeg fik et (ved jeg nu) angst/panik-anfald Noget der gjorde det sværere for mig var at den første læge jeg var inde ved ikke slukkede for skærmen og jeg derfor så fosteret (husker ikke jeg blev spurgt, men var meget forvirret på daværende tidspunkt, da alting gik meget hurtigt)

På trods af dette valgte han at dele nyheden med sine forældre der blev rigtig glade (han fortalte ikke i første omgang at vi ikke vidste om jeg/vi ville beholde det). Dette var dråben for mig - følte han prøvede at manipulere mig til at beholde barnet.

Jeg fortalte ham om min besluning (som han så delte med sine forældre, som var meget skuffede) og jeg fik bestilt tid på hospitalet. Heldigvis fik jeg her en god læge der fortalte mig alt om mine muligheder for både medicinsk og kiruisk abort, og fordele, ulemper og alle mine mange spørgsmålet. jeg kunne ikke se mig selv gå den medicinske rute - da jeg havvde en frygt for at det hele ikke kom med og valgte derfor kirurisk. dagen for indgrebet kom og min (daværende) kæreste tog med. Alt gik som det skulle, og jeg havde ingen bivirkninger. Og kort derefter gik jeg fra ham.

Igen snakkede jeg meget med min mor, men savnede en professionelle hjælp (husker ikke om jeg fik det tilbudt). I nogen tid efter fyldte det meget i mig, selvom jeg vidste det var den rigtige beslutning var der en masse spøgsmål og tanker omkring hvordan mit liv kunne have set ud.

Spørgsmål der stadig den dag idag kan komme op. og jeg først var klar til at arbejde med noget tid efter aborten, men der var der ikke noget hjælp at hente (om det var tiden eller det faktum at jeg var flyttet komune ved jeg ikk). Jeg var dog så "heldig" at jeg har en depression som jeg kunne trække på og derved få nogle timer hos en psykolog.

Idag nogle år efter, har jeg en ny kæreste som jeg elsker og som jeg føler er en medspiller og ikke bolden (som en kammerat udtrykte det), og vi har netop fået en datter. Jeg er idag rigtig glad for jeg havde muligheden for abort, men savnede tid til at få snakket med nogle profesionelle inden jeg skullet tage så stor en beslutning og også bagefter - for jeg havde brug for lige at lande i det jeg vidste var den rigtige, men svære beslutning, før jeg var klar til at få det snakket igennem. Jeg tænker da også stadig nogle gange "hvordan mon mit liv havde set ud", men er glad for den beslutning jeg tog

Abortfortællinger