Jeg var 20, da vi valgte at prøve at få et barn. Min kæreste og jeg var begge blevet påvirket af mediernes mange titler om fertilitetsproblemer og barnløshed, og det store ønske om at få en stor familie trak i os.

Det tog 8 måneder, før jeg stod mod den positive test i hånden, som 21 årig.
Vi havde på det tidspunkt været sammen i 2 1/2 år. Vi havde på ingen måde problemer med økonomien, og min kæreste stod endda til en lønstigning, idet at han var ved at blive udlært.

Fra jeg stod med den første positive test i hånden, til den anden, den tredje, og til sidst den fjerde, og til at jeg skulle fortælle min kæreste om nyheden, kunne jeg mærke at det føltes helt forkert. Jeg var ked af det hver dag, og havde angst hver gang jeg skulle til lægehuset og besøge enten lægen eller jordemoderen.

Jeg havde haft så stort et ønske om at få et barn, og været så bekymret for om der var noget galt med mig de 8 måneder forinden.

Min kæreste var glad, da han fik nyheden, og meget støttende. Han tog med mig til lægen og jordemoderen. Men jeg kunne mærke på ham, at han selv var nervøs.

Det gik op for mig, at vi ikke var klar. Det gik op for mig at jeg blev nødt til at handle på mine følelser og jeg følte et større ansvar for at tage en beslutning, for os begge. Da jeg endelig tog beslutningen, var jeg panisk efter at få det gjort hurtigst muligt. Det var lige før påskeferien, og jeg kunne ikke få fat i en klinik hurtigt nok, til hvad jeg selv ønskede. Jeg formåede at få kontakt til en klinik lidt længere væk fra hvor jeg boede. Jeg kom til samtale og fik pillerne. Én jeg skulle tage oralt og fire jeg skulle tage vaginalt. Jeg aftalte med lægen, at jeg ville tage pillen om fredagen. Det gjorde jeg.

Jeg fik en abort i slutningen af 9 uge. Det kom ikke med det samme, men et par dage senere, da jeg var til undervisning på min videregående uddannelse. Når jeg tænker tilbage, fortryder jeg at jeg tog afsted den dag. Det der kom ud af mig var som jeg aldrig havde oplevet før. Den mængde af blod, og væv, havde aldrig kommet ud af mig før, eller siden. Jeg puttede en kraftigtsugende tampon i og gik hjem med det samme, uden en forklaring. På vejen ud mødte jeg et par medstuderende, som ville tale med mig om hvordan det gik, nu hvor vi ikke havde set hinanden i noget tid. Jeg skyndte mig afsted og sagde at jeg ikke havde tid. Jeg tog bussen og kunne mærke at jeg allerede var blødt igennem. I løbet af en 10 minutters bustur.

Jeg gik 500 meter hjem fra stationen og håbede inderligt at det ikke ville falde ud af mig, så at jeg skabte en scene. Heldigvis overlevede jeg turen uden at det faldt ud, og jeg kom hjem, hvor jeg kunne bløde det ud i fred. Jeg havde store smerter, men ikke større end hvad jeg havde prøvet før, da jeg havde prævention, som gav kraftige smerter (kobberspiral). Der kom mere og mere væv ud af mig, men jeg så aldrig andet end det der svarer til meget store klumper blod.

Det var voldsomt, men jeg har aldrig fortrudt det. Jeg er meget glad for at jeg havde muligheden for at få en abort. På klinikken var de meget venlige, og prøvede på intet tidspunkt at påvirke mig til at tage en bestemt beslutning. Det hele var mit eget valg.

Jeg er en anden person efter det jeg har oplevet, men det har kun gjort mig stærkere, og har gjort, at jeg har lært mig selv bedre at kende. En måned efter min abort, tog jeg del i en demonstration for kvinders ret til abort.

Den dag i dag er mig og min kæreste stadig sammen og vi planlægger at starte en familie, når vi om et par år har hus og en god opsparing, og når vi samtidig føler os klar.

Jeg har ikke fortalt nogle andre om min abort, i frygt for hvad de vil sige til og om mig. Og hvad de vil tænke om mig. Min kæreste er den eneste der ved det.

Abortfortællinger