Mia.39År

“Ejiii! Det er tvillinger!”

Ordene kom fra en jordemoder på en privat klinik, ved en selvbetalt scanning. Det lød så skingert i min øregang. Hun var henrykt - jeg var skrækslagen. Jeg var 8 uger henne og vidste godt jeg var gravid, men ikke at det var med tvillinger. Min mand sagde bare lavmælt “fuck!” og jeg begyndte at græde…

Året var 2018 og vi havde et stort ønske om at få et barn mere. Vores datter var 4 år og det passede med, at hun ville nå at blive 5, inden en lillesøskende. Min mand arbejde det meste af tiden i udlandet og var meget væk, hvilket betød, at jeg på mange måder var alenemor. Derfor var det vigtigt, at vores datter var nogenlunde selvkørende, for at jeg kunne klare tingene alene.

Vi har tvillinger i familien og jeg har på tæt hold set og hjulpet til med tvillinger. Det er benhårdt arbejde.

Jeg var i forvejen blevet væltet bagover af forældrelivet, da jeg blev mor første gang. Med et begrænset netværk af hjælp og med en mand der var væk 2 måneder af gangen, havde forældreskabet føltes som en skræmmende livsomvæltning. Det havde taget mig lang tid at blive klar til et barn mere.

Men tvillingemor….? Mig?! Jeg kunne ikke forestille mig noget værre…

Jeg undersøgte muligheden for fosterreduktion, men der gør man ikke i DK. Man gør det i Norge, men ikke i DK. Det har et etisk råd besluttet. Jeg følte mig udskammet og forkert. Endte på websider hvor folk kom med deres uforbeholdne mening, om “typer som mig, der vælger mirakler fra”. Jeg var i vildrede. Og jeg var begyndt at blive ubeskrivelig fysisk dårlig. Kvalme!!!

Min beslutning om abort var forbundet med skam, skyld og dårlig samvittighed, samtidig med, at jeg inderst inde godt vidste, at det var det helt rigtige for mig og min familie.

Så aborten fandt sted. Midt i min stue, i sofaen, derhjemme. Kvalmen forsvandt, sammen med skal/skal ikke - nu var det gjort.

Den dag i dag bærer jeg en kæmpe sorg. Ikke fordi jeg fortryder mit valg, men en sorg over, overgivet at skulle stå overfor valget. Jeg ville gerne have været det foruden. Naturen ville noget andet.Jeg ville gerne have givet min datter en søskende. Jeg ville gerne have oplevet at være gravid igen og få et barn, hvor jeg ikke skulle være i chok over forældreskabet. Og tanker som “kunne jeg mon have klaret det?”, “hvad mon det var blevet?”, “tænk hvis jeg havde beholdt dem” dukker op. Når jeg oplever andre tvillingeforælder tænker jeg “det kunne ha været mig”. Det vil nok aldrig slippe mig. Men jeg fortryder ikke mit og jeg er enormt taknemlig for, at jeg lever i et land, hvor valget rent faktisk var mit.

Abortfortællinger