Stella.46År

Jeg blev gravid med min daværende kæreste, selv om vi havde passet på. Jeg tog p-piller og vi brugte kondom. Desværre så sprang kondomet og jeg blev gravid. Jeg var kun 17 år og gik på det lokale gymnasium i 2g, så det at få et barn lå slet ikke i kortene for mig. Jeg valgte af personlige grunde aldrig at involvere min kæreste, da jeg vidste at han kunne finde på at tvinge mig til at beholde det, han var en del ældre end mig. Jeg var gået fra ham, da jeg fandt ud af at jeg var gravid og for første gang i mit liv stod jeg i en meget svær situation, som jeg ikke kunne se mig ud af. Jeg døjede en del med migrænelignende hovedpiner for første gang i mit liv, så på den måde vidste jeg at det var det bedste at afbryde graviditeten.

Jeg fik en snak med min mor omkring det, og hun var en god støtte i den periode.

Efterfølgende påvirkede det mig rigtigt meget, specielt lige efter, hvor man fik følelsen af at en krop manglede noget. Man mødte ikke ret megen forståelse fra omverdenen. Den dag jeg var sat til at skulle have født min lille datter (jeg har fra dag 1 kunnet mærke hvilket køn mine børn har været), kunne jeg mærke det savn der var efter det lille barn. Jeg taler ikke ret meget om det mere, men mærker stadigt savnet her så mange år efter. Den skam det var, at blive gravid i så ung en alder, uden nogen at kunne tale med om det og de store følelser man har skullet takle.

Så da jeg ved et uheld blev gravid i 1996, så var min holdning helt klar, jeg skulle ikke igennem en abort igen, så i starten af 1997 kom min ældste søn til verden, og min yngste søn kom til verden i slutningen af 2004.

Abortfortællinger