Cecilie.

Den 28 dec 2017
skulle egentlig undersøges for pcos hos min gynækolog
for i mine teenageår var jeg syg med anoreksi
så min cyklus er på månen 
og min menstruation en by i Rusland
og jeg er nervøs 
for jeg har en kæreste
som jeg drømmer om 
at kunne få et barn med en dag
er ked af at jeg ikke har passet på min krop
tænk hvis den er gået i stykker
ligger ned
benene i bøjler og staven i mit indre
lukker øjnene
staven ud igen og jeg åbner øjnene
og han siger at jeg lige skal sætte mig op 
for det viser sig åbenbart
at jeg er gravid
jeg siger hvad
tænker at han må have dårlig humor
sådan noget laver man da ikke sjov med
og han siger syv snart otte uger henne
7+5 
har jeg hørt at det hedder
min mor er med til undersøgelsen
hun siger at han ikke laver sjov
og han siger at han godt forstår 
hvis jeg er lidt rundt på gulvet
for det var da praktisk talt ikke ligefrem
det 
vi havde regnet med 
at i dag skulle handle om
tager hjem til min kæreste
tror hurtigt han mærker at noget er galt
sætter os på sengen
og jeg siger jeg er gravid
og nu er der stille
han siger at han er her
og jeg siger at jeg ved det
men mest af alt siger jeg intet 
for mest af alt mærker jeg intet 
31. december
gymnasiepiger kommer til nytår hos mig
sådan set i bakspejlet har jeg svært ved at se
hvordan det nogensinde skulle være en god idé
husker ikke meget 
der er noget absurd i at være ædru til nytår i 3.g
fordi det ikke anbefales at drikke sig fuld når man er gravid
2. januar
og jeg har truffet beslutningen nu 
fortalt mig selv at jeg ikke er i tvivl
selvom jeg var 
for jeg skal ikke være nogens mor 
og han skal ikke være nogens far
jeg kan ikke engang aflevere en opgave til tiden
og han siger at han ikke har lyst 
men at valget er mit og barnet vores
og tiden er knap for lige straks går grænsen
medicinsk eller kirurgisk
og jeg regner otte uger tilbage
og syv måneder frem
10. august
og jeg tænker på at datoen er god
for jeg har egentlig altid været glad 
for at have fødselsdag om sommeren
det er en fin årstid
til børnefødselsdag i haven
tænker på om jeg altid vil tænke på
at mine fremtidige børn
kunne have haft en søster eller bror
det er ikke meningen 
at jeg skal være højgravid i studenterugen
det er sgu da ikke normalt
og der er ikke engang seler i lastbilen
og jeg skriver under og tager de to første piller
et lille farvel
troede ikke det var muligt
at noget kunne føles så rigtigt og samtidig helt forkert
for på den ene side mærkede jeg noget 
som jeg har svært ved at forklare med ord 
en lille kraft
og en instinktiv fornemmelse af
at inde i mig
findes nu noget at passe på 
og jeg holder på min mave
og jeg synes at jeg mærker
at noget nu er forandret 
og at jeg aldrig igen kan blive helt den samme 
og måske ikke engang
hel igen
og på den anden side
ved jeg godt 
at det ikke skal være
for det skal ikke være nu 
og det er bedst sådan
og det er en følelse 
af en underlig uoverensstemmelse 
mellem mig selv og mig selv
og jeg bilder mig ind
at ingen i den her verden
nogensinde vil kunne forstå
hvordan det føles 
at bære noget i sig
som kan blive til nogen
i hvert fald ikke dem 
som aldrig har prøvet at være gravid 
og jeg er ellers ikke meget for at gøre forskel på folk
4. januar
36 timer senere og jeg ligger på sofaen
med to stikpiller i underlivet 
tusind tanker i hovedet
og nu går det løs
og de andre har kemi
og han er på arbejde
typisk torsdag
nogle sagde at de godt kunne sætte sig ind i smerten
ligesom en voldsom menstruation
jeg tænker at de skal lukke røven
men jeg siger det ikke
for jeg kan jo ikke vide noget som helst
om deres menstruation
om den mon også føles som 
at få sin livmoder spiddet af knive
uafbrudt fra klokken 9 til klokken 15
næsten som en kort dag på job
det var den værste smerte jeg i mit liv har prøvet
har et billede på min telefon 
som jeg tog dagen efter aborten
på toilettet i fitness world i slotsgade
man skulle jo nødig misse en træning
det er en lille klump
af mørkerødt blod i en særlig konsistens
som jeg fandt i mine trusser
jeg mærker den med fingrene
overvejer hvad den mon indeholder
om den mon kunne have været blevet til mere
blevet til nogen
hvis nu jeg forsøgte at proppe den op igen
tænker på
at der findes mennesker og steder i verden
hvor blodet mellem mine fingre
regnes for en lille person
tilføjer dette til listen over ting
jeg glæder mig over ved ikke at være amerikaner
18. januar
er til treugers-tjek
så de kan se om vi mon 
fik det hele med
han siger
det ser fint ud og spørger
hvordan jeg har haft det
at det jo godt nok tog
en aldeles usædvanlig drejning
der for tre uger siden
husker ikke hvad jeg svarer
kan i det hele taget ikke huske
hvad jeg har lavet i januar
siger jeg er ok
mon alle i den her verden kunne se
at det var livets løgn
ned med benene væk fra briksen hurtigt i tøjet
og vi siger farvel og jeg går derfra
som om det hele var slut nu
tænk hvis nogen havde fortalt mig
at alt det hårde først lige var begyndt
at jeg aldrig glemmer
men blot må lære
at leve med
og leve igen
og jeg ved ikke
hvor de næste seks måneder blev af
og hvis du havde fortalt mig
at de aldrig nogensinde havde fundet sted
ville jeg tro dig
men jeg ved at de gik for de gik sådan her
jeg vågner og han er hos mig
cykler til gymnasiet cykler til træning cykler hjem
går med hund spiser med familie sover med ham
og jeg ved ikke
hvad jeg skulle have gjort
hvis det ikke var for ham
det er en underlig fornemmelse af 
at være alle steder
uden at være nogen steder overhovedet
og min krop er et damp
lo
ko
mo
tiv
og jeg er ufrivillig passager
for der er intet andet tilbage derinde
menneskeskallen 
og du kunne prøve 
at lede efter mig
det var der flere der gjorde
tænker på
at hvis der er noget som vinteren lærte mig
så måtte det være at det er muligt at eksistere uden at leve
og jeg græd 
87 dage i træk
og jeg stoppede med at tælle
en gymnasiekammerat dør i februar
kørt ned på sin cykel 
af en lastbil
vi var jævnaldrende og nu er hun død
og jeg tog med til bisættelsen
det var den fineste afsked
ugen efter vendte hverdagen tilbage
og det føltes som om
at alle havde glemt at hun døde 
jeg tænker på hvordan man mon gør
og at der er en underlig lektie i
at observere hvordan hele verden fortsætter
når ens egen er gået i stå
og det er egentlig mest af alt
en altoverskyggende følelse af 
at ingen forstår 
og at ingen nogensinde vil
for der findes ingen
som mærkede det der skete i mig
da noget voksede og noget forsvandt og jeg gik lidt itu 
og da sommeren kom kom jeg med
det er tre år siden nu
og jeg tænker ikke længere dagligt på aborten 
og jeg affinder mig med
aldrig at vide om det mon var det rigtige valg
for der findes ingen
som nogensinde kan fortælle mig om det var
jeg er hverken religiøs
eller spirituel
og så tænker jeg på
at der måske alligevel findes
nogen som vil kunne genkende
bare en smule
og måske 
der er noget helende i at vide
at vi ikke er alene

Abortfortællinger