Laura.32År

Jeg læste nogle historier herfra og en kæmpe sorg vældede op i mig. Jeg fik en abort for omkring 6 måneder siden. Jeg ville have været meget stor og skulle til at gå på barsel nu hvis jeg havde beholdt barnet, en veninde har ca termin samtidig med at min ville have været.

Den tanke gjorde mig bare så ked af det. Og hvad der gjorde mig mere ked af det var at jeg ikke følte at jeg kunne dele det med min kæreste.

Jeg er 32 år, min kæreste lidt yngre. Da vi blev kærester igen for 3 år siden sagde jeg til ham at jeg gerne ville have et barn inden for de næste par år. Det troede jeg var præmissen for at vi skulle være kærester igen.

Jeg har haft brugt p-piller i mange år, og været glad for det. Men for 5 år siden ville jeg gerne "mærke min egen cyklus". Jeg brugte pessar med min kæreste og det havde fungeret godt i mange år. Min menstruation var meget regelmæssig, 28 dage ca maks 32. Så da jeg på 35 dagen prøver at forklare til mig selv at den bare er forsinket, tror jeg ikke helt på det. Jeg tager en test og den er positiv! Jeg havde altid forestillet mig at hvis jeg blev gravid ville jeg beholde barnet, men ansigtsudtrykket på min kæreste fortalte mig bare at han var slet ikke klar. Jeg er også ret sikker på at jeg ikke vil have et barn alene. Det er ikke barnet i sig selv jeg gerne vil have, men familien. Så abort var det rigtige valg.

Det var min beslutning at få en abort, han ville ikke have barnet, men han ville selvfølgelig heller ikke tvinge mig til at få en abort. Derfor var det mit valg. Han var med mig hele vejen. Han holdt fri fra arbejde og var sammen med mig til lægen og dagen efter hvor jeg fik stikpiller til selve aborten og han holdt om mig når det gjorde ondt.

Ærligt, lægen viste mig ikke billedet af scanningen, det tror jeg egentlig godt jeg ville have set. Jeg følte mig talt ned til da det første man talte om til samtalen var ny prævention. Fuck, som om jeg ikke godt kunne finde ud af det. Vi havde beskyttet os og ja der findes sikrere metoder men ingen er 100% det var det værste. Ellers følte jeg at det var fint.

Det var en medicinsk abort, den føltes for mig som en lidt kraftig menstruation. Følelsesmæssigt var det rart at blive hjemme. (Jeg læste at én ikke havde orket at melde sig syg fordi de skulle forklare noget, nej! Man melder sig bare syg, det kræver ingen forklaring) jeg gik ikke med i bad efter sport i en måned for det stoppede ikke med at bløde. Det var det værste. Og følelsen af ikke at kunne tale frit om det med min kæreste.

Jeg har fundet ud af at jeg godt kan blive gravid, og endda gennem passat og sæddræbende creme. Det er en rar følelse. Og jeg er blevet meget sikker på at jeg skal have et barn på et tidspunkt. Om min kæreste så nogensinde bliver klar, det er så spørgsmålet og fuck det er svært at være i.

Tusind tak til dette projekt for at give plads til disse fortællinger. Det har været en gave for mig at læse.

Abortfortællinger