Jeg var midt i tyverne. Lige kommet ud af et langvarigt forhold, hvor han ikke ville have børn, hvilket var årsagen til, at jeg gik fra ham. Et åndsvagt hårdt brud. Jeg havde lige efter bruddet et par måneder, hvor jeg datede og festede. Og var sammen med tre forskellige mænd. Uden beskyttelse. En af gangene resulterede i en graviditet.

Jeg havde en fornemmelse af, hvem der kunne være faderen. Men kunne ikke være 100% sikker. To af dem ville være "med" på forældrerejsen. Kun den ene fik besked. Han var henrykt. Købte sågar en graviditetsbog til mig. Det var sindsygt surrealistisk.

Jeg kunne dog ikke være i tanken. Så jeg fik foretaget en medicinsk abort. Jeg var ikke så langt henne. Jeg bildte ham ind, at det var af medicinske årsager, at jeg måtte vælge aborten. Og så gik jeg igennem det alene. En veninde vidste besked. Tror faktisk ikke, at der er andre, der ved det. I dag har hun måske glemt det. Vi taler ikke om det. I lang tid følte jeg skam over mit valg. Det mærker jeg faktisk fortsat af og til. Jeg burde have vidst bedre. Det gjorde jeg også.

Men ikke desto mindre, så brugte vi ikke beskyttelse. En graviditet. Klamydia og Herpes. Mindre end et år senere. Blev jeg gravid igen. Denne gang ikke planlagt, begge var vidende om, at det kunne ske. Vi var ikke et fast par. Men gode venner. Da jeg testede positiv denne gang. Det gav et sug i maven. Et FUCK. Men jeg vidste, at denne graviditet skulle jeg beholde. Med eller uden en medforælder.

Vi er i dag gift. Og har to børn sammen. Jeg sender af og til en tanke til den graviditet, jeg afsluttede af egen fri vilje. Med lidt skam. Men også med en taknemmelighed over, at det var muligt dengang. At det er muligt for de unge mennesker i dag. Må det altid være sådan. Og må det valg blive alle kvinder forundt. Verdenen over.

Abortfortællinger