Jeg var 23 og i et parforhold. Vi var unge og troede lidt at det kunne aldrig ske for os, så vi var ikke så forsigtige. Da jeg en dag fik de to streger på pinden synes jeg det var enormt pinligt (fordi jeg jo godt vidste at vi ikke havde været så forsigtige) men jeg var fuldstændig afklaret med at jeg skulle ikke have børn nu. Det samme var min kæreste.

At få aborten var egentlig ret nemt, og uden særlig mange smerter. Jeg har gennem årene engang imellem tænkt at hvis jeg havde beholdt barnet så ville det nu være x år gammelt. Men det er helt uden savn, det er mere en sjov tanke.

Jeg har aldrig fortrudt og det har ikke rigtig fyldt så meget hos mig. Og lige netop derfor bryder jeg mig ikke om at tale så højt om det. Fordi abort bliver nogle gange gjort til en kæmpe ting (hvilket det også er for nogen), så er jeg bange for at min “kontante” tilgang til det blive betragtet som nonchalant eller direkte ufølsomt.

Jeg er fuldt klar over at der er forskellige historier for forskellige kvinder og det har jeg masser af plads til. Jeg er bare glad for at vi bor i et samfund hvor vi selv kan vælge fra eller til.

Abortfortællinger