30År

Jeg fik min første abort som 15 årig og jeg husker, at det var præget af enorm nervøsitet og skam. Jeg ville bare have det overstået.

Halvandet år senere blev jeg enormt ked af det over aborten og havde det mærkeligt over hele forløbet. Jeg følte ikke, at nogen rigtig forstod mig og det at gennemgå en abort, hvilket er forståeligt nok hvis man ikke havde prøvet det. Min mor talte et par gange med mig om det, og har ikke nævnt det siden. Mine veninder talte med mig, men de var også selv unge og vidste forståeligt nok ikke helt, hvordan de skulle støtte mig. Jeg gik med det meste selv, og delte ikke nær så meget som jeg egentlig havde behov for. Jeg har siden da været nervøs for at blive gravid af frygt for, at skulle igennem endnu en abort. Også fordi jeg at i 20’erne til en gynækologisk undersøgelse blev opmærksom på, at jeg højst sandsynligt ville have svært ved at få børn.

På trods af at være bedre til at ‘passe på’ under sex blev jeg gravid i 2022 med min nye kæreste. Jeg græd, da jeg fik det at vide hos gynækologen og jeg vidste ikke helt, hvad jeg var så ked af.

Denne gang følte jeg en kærlig tilknytning til denne graviditet og samtidig skulle jeg ikke have barnet. Jeg var slet ikke klar til børn og alligevel følte jeg, at jeg var klar til det, som voksede i min mave. Efter at have tænkt og talt med mine nærmeste blev jeg klar på, at jeg ikke skulle gennemføre graviditeten. Derfor skulle jeg have endnu en abort. Jeg oplevede, og gør det stadig, at hvis jeg taler om dette så kan de fleste have svært ved at vide, hvordan de skal tale om det. Ofte er det fint bare at lytte.

Denne dag idag er jeg glad for mine beslutninger omkring abort men der vil nok altid være en ubehagelig, ambivalent og trist følelse omkring det i mig. Desværre.

Abortfortællinger