Året var 2009. Jeg var på "del 2" af mit liv, med 2 voksne børn og forholdsvis ny kæreste. Jeg var 43 år. Han var 57. En dag røg gummiet af under akten, men i kampens hede fortsatte vi alligevel.

Da det var tid til den månedlig blødning udeblev den. Og jeg havde en sær fornemmelse i kroppen, som jeg genkendte fra dengang jeg var gravid, så jeg troppede op hos lægen og bad om at få abort. Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle starte forfra med småbørn og en far der kunne være bedstefar. Så der var ingen tvivl fra min side. Min kæreste støttede op omkring min beslutning.

Jeg fik udleveret nogen piller, der skulle fremprovokere aborten, og nogen andre, der skulle tage eftervirkningerne. Selv om det kun var få uger efter undfangelsen gjorde det afsindigt ondt, og jeg måtte modstræbende tage et par sygedage. Efterfølgende bad jeg om at blive steriliseret, da jeg ikke ønskede at komme i den situation igen. Jeg blev af hospitalpersonalet overtalt til en hormonspiral i stedet. Den blev jeg ret glad for, da den afsluttede 30 års menstruationssmerter! Og nu kunne jeg også slippe for kondomerne! Men noget var ændret.

Vi havde kun sex 2 gange efter aborten. 2 måneder efter rykkede han ned på sofaen om natten, med undskyldning om at jeg snorkede så han ikke kunne sove (hvilket ikke var et problem de forgående 2 år). Efter et halv år på den måde, hvor han kategorisk nægtede at tale om det, blev vi som fremmede i samme hjem, skønt jeg prøvede alt muligt for at gøre ham glad. Det tog mig alt for langt tid at finde ud af, at forholdet ikke kunne reddes, og jeg tog mig sammen til at flytte fra ham. Jeg har ikke haft sex med andre siden, og har levet som single efter eget valg. Jeg har kun fortalt det til mine nærmeste venner og familie, som alle støtter min beslutning.

Abortfortællinger