28År

Fik abort i år2021.

Jeg var 25 år, da det skete og siden jeg var 20 år har jeg egentlig været ret fast besluttet om jeg ikke ville have børn. Jeg har aldrig været god til at sige, når jeg var ked af det eller vise sårbarhed, det er utrolig svært for mig. Min kæreste og jeg havde haft det lidt svært i noget tid, og grundet pres fra eksamener og arbejdet, tænkte jeg ikke mere over det, da min menstruation var forsinket. Jeg har haft kobber spiral siden jeg var 20 år ca. Og min menstruation bliver hurtig påvirket af når jeg føler mig stresset eller ked af noget, som jeg tænker meget på. Jeg kunne stadig mærke min spiral, så jeg mistænkte ikke en graviditet og tog til lægen for at få tjekket om spiralen sad, som den skal. Kommer til lægen, hvor hun siger, hun ikke kan se den, men det er meget normalt, når snoren er blevet klippet, som min var. Hun spørger om jeg ikke kan tage en graviditetstest, mens hun skriver det sidste ind, bare så vi var sikre. Jeg har lige lagt den, da hun siger, jeg er gravid. Jeg sætter mig ned og spørger om hun er sikker, og om der ikke lige skal gå et par minutter før man kan se det. Hun siger nej, ikke de her. Jeg begynder bare at stortude. Min læge siger tillykke og jeg begynder at græde mere. Hun opdager først derefter at jeg græder og siger, nåh det havde du vidst ikke lige regnet med. Jeg svarer nej, fordi jeg jo har spiral og lige haft meget at se til. Vi regner frem til at jeg er 10+6, og jeg ved i dk at grænsen for abort er 11+6.

På en lille uge skulle jeg tage en af de sværste samtaler i mit liv, tage en af de største beslutninger i mit liv og gennemføre hvad der har føltes som den værste oplevelse i mit liv. Beslutningen kunne ikke laves om uanset hvad jeg valgte, så der gik tusind af tanker og følelser igennem mig i løbet af den uge. Så skulle jeg have aborten, så skulle jeg ikke, så måske, så nok ikke, men så alligevel nok bedst for mig. Min kæreste gjorde alt det, jeg håbede han ville gøre, sørge for mig, passe på mig, holde om mig, og fortælle og forklare at hvad end jeg besluttede, så støttede han mig i det og vi ville finde ud af det sammen. På hospitalet var de rigtige søde, men det var som om min krop og mit sind hadet mig for at få abort.

Det hjalp så heller ikke at min familie har en holdning til at kvinder skal have børn fordi det er livet. De har aldrig helt forstået hvorfor jeg ikke ville have børn, når jeg godt kunne lide børn og arbejder med børn. Jeg sagde det først til dem efter aborten, fordi jeg inderst inde nok godt vidste de ikke ville forstå det, men jeg håbede bare de accepterede, det var mit valg. Min mor misforstod mig og troede at jeg overvejede det og sagde at vi kunne finde ud af det samme og det skulle nok gå. To af mine søskende tog det, som jeg håbede det, de forstod det ikke, men var glade for jeg ville og kunne dele det og accepterede det var mit valg. Og en af mine søskende forstod det ikke og accepterede det heller ikke, jeg følte mig ikke hørt overhovedet selvom jeg føler jeg havde prøvet at gøre det så tydeligt og klart om hvorfor jeg havde taget valget og italesatte at jeg havde det rigtig svært. Jeg måtte trække mig fra min familie og min kæreste, fordi jeg selv havde det så dårligt og jeg var i stor sorg over noget jeg ikke vidste jeg ville have. Jeg kunne ikke rumme, at jeg havde det dårligt og blev mere ked af det af at vide jeg gjorde andre bekymret for mig. Det var en virkelig uheldig og dårlig spiral at komme ind i, for jo mere jeg tænkte over det, jo dårligere fik jeg det og jo mere trak jeg mig væk, så de ikke kunne se det på mig.

Nogle gange ville jeg knække over ingenting og bare græde i lang tid. Det blev så slemt at jeg måtte se en psykolog fordi jeg havde så svært ved beslutningen og jeg havde svært ved at snakke med min familie om det. Min psykolog fik mig til at indse, at jeg tog den rigtige besluting ud fra de omstændigheder og ressourcer jeg var i og havde. Det var okay at være i sorg over noget, som kunne have været og jeg skulle sørge, før jeg kunne komme over på den anden side.

Uanset hvad var aborten det rigtige valg for mig for ellers havde jeg ikke taget det. Jeg vil stadig ikke have børn, har fået ny spiral og er forpasselig med at have sex, når jeg har æg løsning, for jeg vil ikke stå i den situation.

Det jeg kan tage ud af min oplevelse er at jeg ved hvad jeg ville gøre hvis jeg skulle stå i den igen, så det kommer ikke så som kæmpe chok. At det er okay at tage imod og spørge om hjælp fra sine nærmeste. Ligesom jeg vil dem det bedste, vil de nok også mig det bedste. Jeg følte mig som en dårlig kæreste, ven, søster, datter osv. Når jeg ikke kunne være der for dem fordi jeg havde det så dårligt og jeg havde ikke lyst til de skulle se mig så sårbar. Jeg vidste heller ikke helt hvordan jeg havde det, jeg følte mig for det meste bare helt tom inden i indtil jeg fik de udbrud, hvor jeg knækkede sammen og bare græd. Jeg synes, det var rart at snakke med en fremmed som udelukkende lyttede til mig og hjalp mig med at sætte ord på de store følelser jeg ikke selv kunne forklare. Det hjalp mig med gradvis at lukke andre ind og dele min sårbarhed. Det blev nemmere at tale om og det er okay, jeg stadig kan græde af det, for det var en vild oplevelse med så mange tanker, refleksioner og følelser.

Efter et forløb hos min egen psykolog, valgte min kæreste og jeg at bearbejde oplevelsen sammen hos en par psykolog, som også var meget givende for vores forhold. Han var ramt af nogle helt anderledes følelser end jeg var uden jeg vidste det. Vi fandt hinanden igen.

Når jeg ser tilbage på de to år som er gået, kan jeg stadig godt tænke over fosteret, når jeg ser små børnetøj eller nyfødte babyer. Jeg føler også altid en underlig følelse, når jeg nærmere mig dagen hvor jeg fik at vide jeg var gravid og dagen med aborten. Hele den uge står meget klar i min hukommelse, men jeg kan mærke det er nemmere at rumme det og selv acceptere det. Selvom det har taget tid at nå hertil så var og er det mit valg og jeg skal ikke skamme mig over at jeg tog det valg, som jeg mente var det helt rigtige for mig! Jeg håber, at alle kan finde fred i deres beslutning uden at føle skam som jeg gjorde, for det er ikke skamfuldt at tænke på sig selv.

Abortfortællinger

1981
2023
2023
2022
2023
2023
2006
2022
2016
1984
1980
1992
2021
2016
1998
1995
2017
2017
2021
2020
2020
2005
2018
2022
2014
2004
2020
2002
2002
2001
2023
2004
2012
2016
2010
2014
2021
2017
2019
2000
2012
2015
2019
2023
2022
2013
2017
2018
2005
2010
2021
2019
2016
2016
2019
2019
2009
2018
2022
2014
2016
2014
2019
2012
2023
2010
2017
2020
2006
2019
2022
2015
2022
2011
2017
2023
2022
2009
2004
2023
2002
2018
2010
2016
2015
2019
2003
2011
2022
2015
2022
2022
2015
2023
2018
2013
2008
2018
2008
2009
2001
2009
2020
2023
2007
2022
2020
2000
2016
2013
2019
2017
2022
2018
2020
2014
1999
2023
2021
2021
2021
2009
2008
2022
2016
2021
1994
2022
1999
2022
2022
1972
2022
2023
2022
1995
1998
2019
2015
2006
2008
1994
2018
2023
2014
2023
2014
1957
2000
1989
2023
2013
2009
2022
2021
2017
2001
2003
2016
2001
2019
2004
2021
2021
1999
2011
1975
2015
2012
2005
2019
2004
2013
2023
2012
2010
1997
2020
2004
1996
2014
2019
1998
2014
1988
1981
2006
2021
1973
2017
2012
1998
1975
2005
1989
2018
1966
1999
2011
2001
2022
2020
2011
1997
2015
2001
1975
1995
2022
2010
2011
1998
2022
1996
2022
2005
2007
1995
2009
1997
2023
2011
2014
2015
2008
1994
2011
2003
1992
2019
1973
2014
2018
1986
1992
2011
1994
2021
1994
2018
2021
2013
2015
2020
2018

Sex & Samfund. Lergravsvej 63, 2. sal. 2300 København S.

Tlf. 33 93 10 10. Mail: info@sexogsamfund.dk