Jeg var 22 år og skulle til at starte på andet år af min bachelor. Jeg boede alene i en 25 km2 lille lejlighed og havde været sammen med min kæreste i et halvt år. Jeg var på p-piller, men da min kæreste og jeg skiftedes til at være hos ham og mig, havde jeg i en uge ikke fået taget pillerne som jeg skulle.

Jeg tog en graviditetstest da jeg havde en meget mærkelig følelse i min krop, jeg kunne bare mærke at noget ikke var som det skulle være. Da jeg så de 2 streger på testen begyndte jeg bare at græde. Jeg sad på toiletgulvet i noget der føltes som en evighed. Da jeg havde samlet følelserne lidt ringede jeg til min kæreste, som var på ferie med sin familie. Vi snakkede længe i telefon sammen, og blev meget hurtige enige om at vi ikke ville beholde barnet. Dagen efter ringede jeg derfor til lægen. Der gik omkring halvanden uge fra jeg havde været hos lægen til jeg skulle på hospitalet for at starte den medicinske abort. Jeg forlod ikke lejligheden meget i den periode og lukkede mig meget inde i mig selv.

Min kæreste var med mig på hospitalet, og min mor var der da den egentlige abort skete.

Jeg har fortalt flere af mine veninder om aborten da jeg havde brug for at snakke om det med nogen. Der har ikke været en eneste af dem der ikke kunne forstå min beslutning. Og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.

Det er nu 6 år senere og min kæreste og jeg er nu gået rigtigt i gang med at forsøge at få et barn. Nu føles tiden helt rigtigt, og vi glæder os meget til at se de 2 streger på testen denne gang!

Abortfortællinger