Jeg var 19 år gammel og gik på gymnasiet. Min daværende kæreste og jeg havde været kærester i 4 år da jeg blev gravid. Jeg havde så neget kvalme at jeg slet ikke var i tvivl om det, så jeg tog til lægen som bekræftede det via en graviditetstest. Det første jeg sagde til lægen da testen viste positiv var at “jeg skal have en abort - jeg skal ikke have det”. Jeg boede på det tidspunkt stadig hos mine forældre og efter lægen tog jeg derhjem. Min mor var hjemme og jeg begyndte at græde i det jeg så hende - og måtte så fortælle hvorfor. Jeg kan huske min tanke var “jeg vil ikke være gravid”. Faktisk var både min daværende kæreste og jeg begge enige omkring at jeg skulle have en abort. Jeg kunne faktisk slet ikke forholde mig til at jeg havde en lille spire inde i mig, og gik faktisk i byen og drak - for det skulle jo alligevel væk, tænkte jeg. Det gik først rigtig op for mig da vi begge var hos en gynækolog og jeg skulle til at have foretaget aborten. Hun lavede en vaginal scanning for også at bekræfte at der var et foster. Gynækologen fortalte os, at jeg var 6+1 uge henne. Det “sjovt” at jeg aldrig har glemt, hvor længe jeg var henne, selvom jeg ikke har skrevet det ned. Faktisk er hele oplevelsen meget tydelig i min hukommelse. Jeg spurgte hende om jeg måtte se fosteret - hun tvivlede lidt, men viste mig det alligevel og knyttede en kommentar dertil: “det har et stærkt hjerte”. En kommentar jeg heller aldrig glemmer. Jeg var fortsat ikke i tvivl om at gennemføre aborten men jeg mærkede for første gang der, nogle følelser forbundet med det. Jeg skulle først have en pille sat op og derefter hjem og sluge en pille. Efter vi havde været hos gynækologen tog min kæreste hjem med en kammerat og jeg tog hjem med min mor. Det gjorde så ondt i underlivet og jeg fik pludselig en “pressetrang” og vupti, der i toilettet kom en stor klump ud med en masse blod. Efterfølgende skulle jeg til gynækologen igen for at undersøge om det hele var kommet ud. Det var det ikke. Så gynækologen skulle lave en udskrabning. Det gjorde så saftsuseme ondt. Efter udskrabningen, fik jeg booket en ny tid til kontrol. Da dagen kom og jeg skulle til kontrol, sagde gynækologen at hun ikke havde fået det hele ud og måtte lave endnu en udskrabning. Det nok det mest traumatiserende ved hele min abort-historie. At det bare ikke ville ud, det der skulle ud. At jeg ikke bare kunne komme videre. Jeg blev faktisk lidt vred, over at hun ikke havde fået det hele ud første gang. For anden gang gjorde ligeså ondt som første. Nu sidder jeg her, 28 år og har en dreng på snart 4 år, og tænker en gang i mellem på, at det foster kunne havde været et levende menneske i dag. Men jeg har aldrig fortrudt min abort. Jeg var hverken moden nok, min daværende kæreste var ikke moden nok og vi skulle heller ikke have et barn sammen. Men som voksen i dag og tænke tilbage på hele processen, dét kan godt være lidt hårdt. Især kommentaren om at det havde et stærkt hjerte.

Abortfortællinger