Jeg var 16, min kæreste var 19, jeg blev gravid den første måned vi kendte hinanden. Min kæreste var sociopat, og udsatte mig for psykisk terror. Han ville have barnet, jeg ville ikke. På det tidspunkt vidste jeg ikke han var sociopat, jeg vidste bare at et forhold ikke skulle være sådan, men han kunne selvfølgelig altid overtale mig til at blive.

Jeg gik til lægen i håb om at jeg kunne få en abort selv, men da jeg var under 18, skulle jeg have en underskrift fra en forældre. Jeg måtte fortælle min mor omkring det, og hun hjalp mig igennem det hele.

Jeg har aldrig hørt et ondt ord omkring det hjemmefra, men min kæreste som jeg var sammen med i ca 7 måneder efterfølgende, tog det hellere end gerne op i samtlige samtaler, og jeg var selvfølgelig skurken der havde fået en abort. Jeg har aldrig fortrudt, for barnet ville have haft ham som far, og jeg ville være bundet til ham resten af mit liv hvis jeg havde fået barnet.

Nu, 20 år efter, hvor jeg har fået to dejlige børn, tænker jeg meget over det barn jeg kunne have haft. Jeg fortryder det stadig ikke, men det fylder stadig meget i mig.

Abortfortællinger