Da jeg var 19 år blev jeg gravid, absolut ikke planlagt, da ham jeg var blevet gravid med var en eks kæreste og jeg havde sabbat år og planen var ikke at jeg skulle have et barn. Fra de to streger kom frem på testen var jeg meget afklaret med at det skulle ikke være. Jeg snakkede med en veninde og sammen tog vi til lægen, som henviste mig til hospitalet. Ventetiden var ulidelig lang, hvilket den faktisk ikke var, for tiden havde jeg allerede et par dage senere. Det viste sig at jeg var ca 10 uger henne, hvorfor jeg skulle have en kirurgisk abort, denne blev planlagt til ugen efter. Da jeg så lå der på bordet blev jeg overmandet af følelser og græd. Ikke fordi jeg havde fortrudt, hvilket jeg understregede kraftigt, men fordi jeg for første gang var alene. Min veninde var der hele vejen, mine forældre støttede mig, men lige der var jeg helt alene. Da jeg vågnede igen var jeg ekstremt lettet, det var så rigtigt at vælge graviditeten fra. Efterfølgende var jeg ramt af en form for “ked af det hed” som jeg ikke kunne placere. Jeg snakkede heldigvis med min veninde og familie om det og det hjalp. Har aldrig været i tvivl om at det var det rette. Havde ikke fået det liv jeg fik og har hvis jeg havde valgt at gennemføre graviditeten.

Abortfortællinger