Jeg var 19 år og min daværende kæreste og jeg var lige gået fra hindanden da jeg begyndte at føle at der var noget som ikke var som det plejer. Dengang kendte jeg ikke min krop som jeg gør i dag så der gik 2 ugers tid før jeg rigtig reagerede på forandringerne og tog en graviditetstest som viste positiv. Jeg følte ikke glæde eller tristhed. Jeg følte ingenting. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Mine forældre boede på den anden side af jorden, jeg var for flov til at fortælle andre i min familie, jeg turde ikke helt at fortælle min eks det da jeg var bange for at han skulle blive vred. Jeg følte mig helt alene med en meget stor beslutning.

Jeg startede med at tage til lægen for at få så meget information som muligt omkring min graviditet og mine muligheder. Jeg vidste godt at jeg ikke ville gennemføre graviditeten da jeg godt vidste at jeg ikke havde mulighed for at give barnet det, det ville have haft brug for. Jeg havde ingen uddannelse, intet job, dårligt psykisk helbred og ikke nogen fast bopæl så der var ingen tvivl om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej.

Jeg brugte meget tid på at finde information om mine muligheder og kom frem til at jeg ville have en medicinsk abort, men jeg var ved at være i slutningen af den periode hvor den medicinske abort er en mulighed, så det skulle gå lidt hurtigt med at fortælle min eks, få fat i lægen og få en henvisning til en gynækolog, booke tid der og få behandlingen. Min læge var heldigvis meget effektiv og gynækologen gav mig en tid meget hurtigt. Alt gik faktisk så hurtigt at jeg ikke havde overvejet hvor jeg skulle være under aborten. Jeg havde ikke rigtigt noget sted at være og jeg havde heller ikke rigtig noget der kunne være sammen med mig under aborten. Jeg kontaktede min eks igen og fortalte at det ville ske dagen efter og han fortalte at hans mor havde tilbudt at jeg kunne komme derhjem så jeg i det mindste havde det behageligt. Hun vidste godt hvad jeg skulle til at gennemgå da hun selv havde fået en abort tidligere. Det var første gang jeg følte mig rigtig sikker under hele processen. Min eks tog med op til gynækologen den dag jeg skulle hente medicinen så jeg ikke skulle være alene og jeg tog den første pille imens vi var ved gynækologen for jeg vidste ikke om jeg ville kunne gøre det når jeg var hjemme.

Jeg begyndte at føle nogle smerter på vej hjem og det skræmte mig en lille smule. Jeg vidste jo godt at det ville gøre ondt men det var først rigtigt der det gik op for mig hvad der var ved at ske med min krop. Resten af dagen var en blanding af smerter, ubehag og mange følelser men også en stor lettelse over at det hele snart var slut. Der gik længe inden jeg stoppe med at tænke på forløbet da jeg fortsatte med at bløde i en måned efter aborten. Som jeg så småt stoppede med at bløde stoppede jeg også med at tænke på aborten.

Nu er jeg 27 og jeg har aldrig fortrudt min beslutning. På grund af aborten havde jeg mulighed for at blive udredt grundigt (det viste sig at jeg havde en psykisk sygdom), tage en uddannelse, finde et godt sted at bo og opbygge det liv jeg har i dag. Jeg siger ikke at jeg ikke ville kunne have gjort alt det med et barn men det havde været meget svært og jeg tror ikke at jeg var kommet så langt som jeg er i dag. Jeg er taknemmelig for at jeg bor i et land hvor det er muligt at bestemme over sin egen krop.

Abortfortællinger